Aarsleff indgår aftale om maskinstyring på mindre maskiner

Artikel fra Licitationen / februar 2021 05:15

Per Aarsleff A/S har indgået en aftale med Unicontrol om levering og udvikling af maskinstyringssystemer til koncernens mindre og mellemstore gravemaskiner.

unicontrol
unicontrol

Bo Mikkelsen, der er maskinchef i Aarsleff-koncernens bygge- og anlægsaktiviteter, siger:

– Vi ser Unicontrol og teamet bag som en spændende løsning for maskinstyring med 3D løsninger, i vort tilfælde til maskiner med svingbom. Prisen er fornuftig, og de har været firstmovers på området for mindre og mellemstore maskiner. Især på vores mellemstore 8-tons maskiner, hvor der ofte er skiftende førere, er løsningen meget attraktiv og et ganske brugervenligt system til disse opgaver, siger han og tilføjer:

– For Per Aarsleff A/S er det vigtigt, at vi har en solid backup fra leverandøren og her viser Unicontrol sig meget stærk, og følger vores forventninger i deres rejse til at være en etableret udbyder af maskinstyringer, siger han.

– Vi har længe ledt efter et system, der passer ind på de mindre og mellemstore gravemaskiner. De systemer, vi bruger på de store maskiner, er for dyre og komplicerede til de lidt mindre maskiner. Systemet fra Unicontrol passer derimod perfekt, fordi det er nemt at installere, og det er overkommeligt i pris. Det er tillige nemt og hurtigt for maskinføreren at lære at bruge, selv i de tilfælde, hvor han ikke har nogen forudgående erfaring med maskinstyring, og det er vigtigt i en travl hverdag, siger Frank Andreasen, der er maskininstruktør i Aarsleff-koncernen.

Stort gennembrud

Ehsan Ekhlas, direktør i Unicontrol siger:

– Det her er et kæmpe gennembrud for os. Det betyder, at vore produkter er anerkendt af en af de rigtig store entreprenørselskaber, og det kan løfte os op på et helt andet niveau, både herhjemme og internationalt. Og det er netop målet, som vi sammen med vore investorer og medejere, Thomas Visti og Lasse Kieffer har sat os.

– Arbejdet på maskinerne bliver ganske betydeligt mere effektivt med vores maskinstyring, siger han, og tilføjer at systemet er udviklet på baggrund af brugerinvolvering og procesanalyser af det workflow, der er i byggebranchen.

Konkurrencen i byggebranchen er stigende, herunder kravene til effektivitet og præcision og dokumentation i arbejdet. Derfor breder den digitale teknik sig i entreprenørmaskinerne. Trenden med maskinstyring er startet i de store gravemaskiner, fordi de bedre kan bære en stor investering i maskinstyring.

Unicontrol viser vejen, med udviklingen af et forenklet system, som er langt billigere, men stadig i 3D, og som er nemt at bruge på store som små gravemaskiner. Også selv om man ikke har prøvet det før. Det betyder, at føreren ikke længere skal se sig om efter de rød-hvide pæle at grave efter, som landmåleren og håndmanden har sat, men i stedet se på en skærm, der viser hvor, og hvor dybt han skal grave.

Brugerbaseret udvikling

Unicontrol er kun et par år gammelt, men er fra dag ét vokset kraftigt, qua stor succes med at udvikle og markedsføre maskinstyringssystemer til entreprenørmaskiner. Systemet er udviklet med brugervenlighed for øje. Byggebranchen tager ikke altid højde for de mennesker og processer der er. Det har Unicontrol til gengæld gjort ved at bruge koncepter fra brugerbaseret udvikling, det vil sige at operatører, landmålere og andre interessenter er involveret for at bygge et system, der netop tilgodeser deres behov og let kan integreres i deres eksisterende arbejdsflow.

Ifølge Unicontrol kan systemet  gøre entreprenørmaskiner minimum 30 pct. mere effektive, .

Teknikken bag Unicontrols succeshistorie består i et GPS-system til gravemaskiner, der udstyres med sensorer på skovl, bom og svingarm, så de kan grave millimeter præcist. Teknologien afløser fysiske tegninger, punktafmærkninger og målepæle, der skal sættes manuelt op i landskabet. Behovet for hjælp fra landmåler og håndmand minimeres. Alle nødvendige oplysninger og data vises nemlig på skærmen inde i førerhuset.

DEL ARTIKLEN​
Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on linkedin
Del på Linkdin
Share on pinterest
Del på Pinterest